Alt for tæt på en trafikeret vej

Onsdag den 7. august 2019

  • sø med gammel sluse

– Parkeringspladsen lå alt for tæt på en stærkt befærdet vej med tunge lastbiler. Med ørepropper sov vi dog godt. Søen var også fyldt med blåalger, så jeg fik heller ikke svømmet her.

Jeg gik en lang tur i formiddags mens Bo afsluttede arbejdet og løb en tur. Jeg kom ned i en lille landsby med en gammel sluse, der på smukkeste vis fik sluset de små flodbåde fra den ene sø til den næste. Jeg fandt ud af at hele området er fyldt med floder og små søer.

Jeg faldt i snak med en ældre dame, som var flyttet fra Berlin og herud for at nyde pensionisttilværelsen. Jeg fortalte, at vi havde været på julemarkedet sidste år. Hun sagde, at hun havde boet tæt på, da en terrorist for 2 år siden var kørt ind i folkemængden og havde slået flere ihjel. Hun var stadig rystet.

Vi kørte forbi en camper-forhandler i Hamburg for at høre, om han havde en sensor til vores vandtank samt nye gardin-dimser, så gardinerne vil kunne glide bedre i skinnerne. Han sendte os videre til en kæmpe central Mercedes forhandler, som vil undersøge om det stadig er muligt at få reservedelene.

Lige nu holder vi på en rigtig camper-holdeplads sammen med 50 andre campere. Vi har talt med et hollandsk par, som lige er kommet tilbage fra Norge. Det havde været helt fantastisk deroppe – og de vil bestemt tilbage igen til næste sommer.

Leave a Comment